Kenneths historie ligner mange andre kriminelles. Han har jævnligt været i kontakt med politiet, siden han var otte år, og han har tilbragt en stor del af sin barndom på forskellige institutioner. Men han har altid holdt tæt kontakt til sin mor og søster, og juleaften er blevet fejret hjemme hos familien i Esbjerg eller hos morens brødre og deres familier i Grenå. Familien er i det hele taget det vigtigste for ham.

"Min barndoms juleaftener var altid skidehyggelige. Vi var en masse børn, så der var virkelig knald på. Men siden jeg som 15-årig stjal min onkels bil, har jeg ikke talt med den del af familien. Min mor og søster har heller ikke holdt jul sammen med dem siden. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for de snakker da stadigvæk sammen." Kenneth tøver lidt og tænder endnu en smøg. 
"Det værste ved at sidde i fængsel er, at man mister kontakten til familien og vennerne. Min morfar blev begravet i sidste uge. Ham har jeg ikke set i 5 år, selvom jeg var meget tæt på ham. Jeg kunne ikke få lov til at komme med til begravelsen, med mindre jeg ville komme sammen med to betjente og være i håndjern. Det ville jeg ikke gøre mod min familie."
Fængslet i Ringe har en række juleaktiviteter for de indsatte. Juleriet begynder den sidste weekend i november, hvor der afholdes en julebasar. Her kan folk udefra købe de ting, som de indsatte har produceret i løbet af året. En del af overskuddet går til en fælleskonto. Op til jul holder de enkelte afdelinger en julefrokost der primært betales af indtægterne fra julebasaren. De indsatte hjælper selv til med planlægningen af julearrangementerne, der tæller gudstjeneste, banko og fodbold- turnering. De har stort set frie hænder i forbindelse med udsmykning og festforberedelser, dog er levende lys og alkohol bandlyst. Men Kenneth er ikke sikker på, at han vil deltage.

"Jeg gider ikke at se på alle de skæve hoveder," siger han og fortæller, at over 50 procent af de indsatte er narkomaner. "Herinde siger julen mig ikke en skid. Det bliver sikkert ok at spise ovre på den stoffri afdeling. Vi kommer også lidt tættere på hinanden her op til jul, fordi vi taler mere om personlige ting. Det er jo en hård tid for os alle sammen. Juleaften er jeg også inviteret til fest på en af de andre afdelinger, men jeg ved ikke..." Han kigger lidt ud i luften . "Næste år, når jeg kommer hjem til jul, kunne jeg måske godt tænke mig at holde jul sammen med mine onkler igen, men måske skal jeg vente, til jeg kommer helt ud. Jeg ved jo ikke, hvad de tænker om mig. De synes nok bare, at jeg er en rod, som min mor aldrig har kunnet styre."

Eftersom Kenneth hverken er til julebanko eller julefrokost med alkoholfri rødvin, er der ikke så meget fest denne jul. Til gengæld er der det mere tid, til at tænke sig om. 

Han har besluttet at tage en uddannelse indenfor landtransport, mens han afsoner sin straf. Og han vil også gerne gøre noget for at forbedre forholdet til den del af familien, som han har mistet kontakten til." Jeg ved godt, at det bliver svært. Der er så meget, der skal rettes op på, og tillid der skal genopbygges. Men det kan jo nok godt lade sig gøre," siger han og kigger frem for sig. "Det værste er bare, at man bliver ligeglad... Når man ikke har set sin familie så længe, så risikerer man at blive ligeglad med dem. Det er sådan set det værste, der kan ske." 

(Kenneth kan tidligst prøveløslades i marts 2003, red.)